EU's økonomiske samarbejde


Det økonomiske samarbejde i EU omfatter i hovedtræk:
  • En toldunion:
  • En fælles landbrugspolitik
  • Et indre marked
  • En økonomisk og monetær union (ØMU)

Kul- og stålunionen
  • Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab blev oprettet i 1952 af Tyskland, Italien, Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg, hvilket blev et fællesmarked for kul og stål, som var vigtige råvarer for de tidligere krigsførende lande.
  • Fællesmarked har fælles toldmure udadtil, ingen told eller kvoteordninger indadtil og fri bevægelighed i de pågældende lande for de produkter, fællesmarked omfatter.
  • I 1957 udvidede man det økonomiske samarbejde med en lang række målsætningen med Rom-traktaten.
  • Den Europæiske Kul- og Stålunion skiftede i 1957 med Rom-traktaten navn til EF og i 1993 med Maastricht-traktaten til EU (Den Europæiske Union).

Toldunionen
  • En toldunion er et område med fælles toldmur udadtil.
  • EU-landene har fælles toldsatser og importrestriktioner overfor resten af verdens lande. De største restriktioner findes i dag på landbrugsområdet.
  • EU-landene må ikke opkræve told eller have andre restriktioner i samhandelen med hinanden.

En fælles landbrugspolitik
  • Formålet med EU’s fælles landbrugspolitik var oprindeligt at gøre EU selvforsynende med landsbrugsvarer, hvilket lykkedes så godt at der fra omkring 1980 var en regulær overproduktion af landsbrugsvarer i EU, hvilket medførte indførelsen af overskudslagre og forskellige muligheder for landmændene at for støtte til at undlade at producere.

  • Landbrugsordningerne fungerer på den måde, at Ministerrådet beslutter kvoter for landbrugsproduktion og retningsgivende priser på landbrugsprodukter.

  • Verdensmarkedsprisen ligger typisk lavere end EU's retningsgivende priser. Hvis prisen på et landbrugsprodukt i EU kommer under den retningsgivende pris, foretager EU støtteopkøb. Støtteopkøb foretages stadig, men i mindre omfang end tidligere. Den øgede efterspørgsel efter produktet får prisen til at stige til det ønskede niveau. Produkterne, som indkøbes af EU som støtteopkøb, havner i overskudslagre, som enten sælges på verdensmarkedet til lave priser eller destrueres.

  • Varer fra resten af verden pålægges told, så de ikke kan udkonkurrere EU's landbrugsvarer. Tilsvarende gives eksportstøtte, således at EU's landmænd kan sælge produkterne til resten af verden til verdensmarkedsprisen.


Landbrugsstøtten har været udsat for massiv kritik af flere årsager:
  • EU's forbrugere betaler kunstigt høje priser for fødevarer.
  • EU bruger omkring 40 procent af sit budget på landbrugsstøtte, tidligere var det langt mere.
  • Landbrugsordningerne er protektionistiske og holder ulandene væk fra EU's markeder.
  • Det virker uetisk at skabe overskudslagre og destruere fødevarer.


Landbrugsordningerne som en succes:
  • Landbrugsordningerne har reddet en del af landbrugserhvervet i EU.
  • EU er blevet selvforsynende med landbrugsvarer.



Det indre marked

  • Det indre marked blev besluttet som en del af Den Europæiske Fællesakt i 1986.
  • Det bygger på de "fire friheder", der siger at der skal være fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Disse skal kunne cirkulere frit inden for området på samme måde som i et medlemsland.
  • Indførelsen af Det indre marked nødvendiggjorde en lang række harmoniseringer, idet landene ellers ville kunne bruge forskellige standarder som påskud for at holde hinandens varer væk fra markedet.
  • Det indre marked består af en række direktiver (en retsakt, der fastsætter de mål, som de enkelte EU-lande skal opnå)
    om harmoniseringer, som landene skulle vedtage i de nationale parlamenter inden 1993.

Den økonomiske og monetære union

  • EU's økonomiske og monetære union (ØMU) blev vedtaget med Maastricht-traktaten i 1992. ØMU'en skulle inden 1999 indføres i tre faser, som i forenklet form kan beskrives således:

    1. Færdiggørelse af arbejdet med at gennemføre Det indre marked.
    2. Landene opfylder konvergenskravene.
    3. Indførelse af fælles valuta (euro) og centralbank (ECB).

  • Den fælles valuta sparer landene for en række transaktionsomkostninger (fx vekselgebyrer) og gør samhandelen lettere, og den fælles pengepolitik sikrer en ensartet rente, som medvirker til at holde inflationen lav.
  • Pengepolitikken skal føres af Den Europæiske Centralbank, som skal være uafhængig af regeringerne.
  • Det politiske formål er mere langsigtet: Dannelsen af en økonomisk og monetær union kan på længere sigt bane vejen for en politisk union eller en forbundsstat, hvis man måtte ønske dette.

Hvis lande skal have fælles valuta og pengepolitik, betyder det, at de ikke længere kan have forskelligt renteniveau eller gennemføre devalueringer overfor hinanden. Man skal også helst indføre den fælles valuta i en situation, hvor inflationen ikke er vidt forskellig i landene. For at kunne indtræde i ØMU'ens 3. fase skal landene derfor opfylde konvergenskravene:
  1. Den offentlige sektors budgetunderskud må ikke overstige 3% af BNP.
  2. Den offentlige gæld må ikke overstige 60% af BNP.
  3. Inflationen må højst være 1,5% højere end gennemsnittet i de tre EU-lande, der har den laveste inflation.
  4. Renten må højst være 2% højere end gennemsnittet i de tre EU-lande, der har den laveste inflation.
  5. Man må ikke have devalueret i forhold til de øvrige EU-lande inden for de seneste to år

Når et land først er med i ØMU'ens 3. fase, kan det ikke længere selv bestemme over rente og valutakurs.